Kære Mesut Dursun og Peter Mikkelsen
Jeg skriver til jer, fordi jeg er ret glad for den nye restaurationsplan. Jeg har selv kæmpet hårdt for, at den overhovedet kom så vidt.
Da reglerne blev logiske
Det skyldes ikke mindst Lokalavisen Århus’ dækning af min Facebook-gruppe, som da den toppede havde over 5000 medlemmer, og den findes stadigvæk. Udmundingen på min kamp (som gik over 15 artikler) resulterede i denne artikel: http://www.e-pages.dk/aarhus_midt/86/4, og min gruppe hedder ”Lad bylivet i Århus holde længere åbent”, og som I ved, endte min gruppe med at blive hørt. Faktisk så var Wammen og en del af bevillingsnævnet oprindeligt imod mine ønsker, men som Wammen selv nævner i ovennævnte artikel, så var det ”nogle lidt kunstige regler”, der endte med at blive fjernet. Beslutningen blev endda ændret i to omgange. I første omgang blev reglen kun lempet lidt (at beværtningen skulle være 200 kvm. blev ændret til beværtninger af en ”vis størrelse”), men i anden omgang blev reglerne ændret til de nuværende, hvor man ikke må genere naboerne og lignende, logiske regler.
Nyt liv, samme argumenter
Jeg ser nu, at I genstarter debatten. Og jeg mener faktisk, at det ikke tjener noget formål, da argumenterne er nøjagtig de samme, som blev fremført af jeres kolleger, da selvsamme debat kørte tidligere. Og Dorthe Laustsen (SF) fremførte også et ganske godt argument, der sagde, at hun ikke er direkte imod, men hun mener, at man bør se på sagen fra et sundhedsfagligt synspunkt, før man bare giver los. Jeg er faktisk ret enig – det kunne være givtigt at have det aspekt med. Rent principelt synes jeg dog, det netop var problemet: At man førte formynderisk politik på området – dengang måtte kun natklubber holde åbent. Så nu vil visse i branchen have endnu en regel: Et skifte fra at ville bestemme indholdet af beværtningerne til at bestemme indtaget på beværtningerne. Om det er, fordi man vil de unge det bedste eller ej , vil det ende med, at indtaget er det samme, men hverken dørmænd eller andre er til stede, da det vil foregå om ikke på anden adresse så i en anden by. I siger det jo selv: Folk vil rejse hele vejen til Bulgarien bare for at være vilde – så mon ikke de ville sætte sig i en lejlighed, hvis I ikke er villige til at skænke ud. Og det er faktisk derfor, jeg mener, at jeres budskab nærmer sig det koleriske: Jeres tilbud har ikke kunnet trække kunderne tidligere i byen, så nu ønsker I bevillingsnævnets bistand og benytter argumenter, der kun kan fremføres pga. sagens beskaffenhed. Det er polemisk at spekulere i, om det skulle have noget med jeres indkomst at gøre. Men det er dog yderst påfaldende, at du, Peter Mikkelsen, i JP Aarhus d. 16/4-11 bliver citeret for, at forretningen går strålende. Og 20/4-11 ærgerer du dig over, at andre har fået samme muligheder, som din natklub ellers ville have haft særlig ret til, havde det været for de gamle regler.
Udbuddet skal ikke lide under sundhedspolitikken
Jeg køber argumentet om, at du ikke ville tjene mere, skulle reglerne ændres til det, du ønsker. For det segment af kunder, som du kan tiltrække, tiltrækker du formentligt allerede. Men hvis jeg skal være ærlig: Jeg har ikke lyst til at komme på din klub. Jeg er sikker på, du gør det godt, og du har en fortrinlig klub: Hvis det er det, man kan lide. Men jeg kommer ikke kun i byen for at drikke – og slet ikke for at danse. Jeg kommer derned, fordi jeg vil høre rock-musik og rafle. Og det kan jeg nu. Jeg er helt, helt enig i, at man bør ikke komme på din klub, eller Mesuts, når man hellere skulle gå hjem i seng og sove den ud. Og jeg er glad for, at I afviser dem, der er i den tilstand. Men kun i få brancher regulererer man efterspørgslen, så den passer til udbuddet, og i dette tilfælde mener jeg, I skyder ved siden af ved at forespørge byrådet, som I gør indirekte: ”Vi vil gerne have folk kommer tidligere, men de har ikke lyst, så kan I afskaffe muligheden for at komme sent for alle restauratører”. Dansk ungdomskultur eller ej: Debatten skal adskilles: Hvad unges drukvaner er, og hvad Århus’ lukkelov skal indholde. Før lukkeloven blev vedtaget, tog jeg gerne til Struer for at rafle og høre rockmusik; kommer den igen, lægger jeg mine penge i Struer igen.
Der skal være en ræson – men jeres udspil ændrer ikke på unges druk - men det fjerner min rockmusik i Århus.
Med venlig hilsen
Niels Petersen
onsdag den 20. april 2011
torsdag den 23. april 2009
Dansktop når bunden
For ikke så lang tid siden beklagede dansktoppen sig (igen) over manglende sendetid og negliciering af DR.
Selvfølgelig skal de også have plads. Men i gennem 40 år har de siddet tungt på flæsket, fået værtsjobs, næsten egen kanal og i hvert fald eget program.
Det har været populært - men når det ikke er det længere, er der nok en grund.
Musikken er blevet overhalet af så mange andre folkelige ting. Men den har i alle 40 år ikke udviklet sig en tomme, den er blevet produceret og konstrueret af de samme næsten indavlende personer og har altså kun fat i de personer, der er på alder med de dinosaurer, der står for arrangementet.
Genren er altså ved at uddø, dels fordi den er reaktionær og kedelig, men også fordi segmentet, der hører det, forsvinder af naturlige årsager.
Hvorfor skal genren så ikke i sit efterår have båndbredde?
Prioritering... Hvorfor skal metal og fusionsjazz ikke?
Der ligger en vis uretfærdighed i, at den generation, der hører det, kun er vant til at bruge radioen og ikke bare kan downloade Heicks gentagelse af sig selv nr. 2607.
Men uretfærdigheden er cirka ligeså stor som den studerende, der skal betale licens for at eje en computer, der ikke benytter sig af dr.dk.
Så er det til at overse at få barnebarnet til at brænde en skive for sig.
Og til dem, der udøver dansktop: I har tjent penge nok. Der må komme masser af royalties til jer. Træk jer tilbage, og spil engang i mellem til halbal i Gørding. Så skal I nok klare den.
Men I har haft båndbredde nok, længe nok!
Selvfølgelig skal de også have plads. Men i gennem 40 år har de siddet tungt på flæsket, fået værtsjobs, næsten egen kanal og i hvert fald eget program.
Det har været populært - men når det ikke er det længere, er der nok en grund.
Musikken er blevet overhalet af så mange andre folkelige ting. Men den har i alle 40 år ikke udviklet sig en tomme, den er blevet produceret og konstrueret af de samme næsten indavlende personer og har altså kun fat i de personer, der er på alder med de dinosaurer, der står for arrangementet.
Genren er altså ved at uddø, dels fordi den er reaktionær og kedelig, men også fordi segmentet, der hører det, forsvinder af naturlige årsager.
Hvorfor skal genren så ikke i sit efterår have båndbredde?
Prioritering... Hvorfor skal metal og fusionsjazz ikke?
Der ligger en vis uretfærdighed i, at den generation, der hører det, kun er vant til at bruge radioen og ikke bare kan downloade Heicks gentagelse af sig selv nr. 2607.
Men uretfærdigheden er cirka ligeså stor som den studerende, der skal betale licens for at eje en computer, der ikke benytter sig af dr.dk.
Så er det til at overse at få barnebarnet til at brænde en skive for sig.
Og til dem, der udøver dansktop: I har tjent penge nok. Der må komme masser af royalties til jer. Træk jer tilbage, og spil engang i mellem til halbal i Gørding. Så skal I nok klare den.
Men I har haft båndbredde nok, længe nok!
torsdag den 16. april 2009
Vis mig, hvad du kan
og ikke, hvad du synes, jeg skal se...
Jeg har over dette semester beskæftiget mig med kunst. Og jeg er blevet lidt bekræftet i noget, jeg troede var en fordom uden hold i.
At kunst er blevet noget, som er hierakisk styret af museer eller alternativt allemands-fritids-beskæftigelse, hvor man uden evt. autorisation kan gøre krav på titlen kunst.
Som etableret kunstner gør man brug af museers navn og magt.
De er gode til at banke en udstilling sammen og folk henvender sig til dem for at lære og evt. blive underholdt.
Desværre kan de udstille en ikea-reol, et spejl eller et lagen og kalde det kunst. Der er ingen kriterier i princippet, selvom de har den endegyldige ret til at kalde noget kunst.
Uden for museerne, hvor verden er blevet 2.0-et, kan alle kalde sig kunstnere. Nettet flyder over i kreative og listige sjæle, der udstiller snart sagt hvad som helst.
Pengene ligger klart hos de etablerede, selvom der er nogle af de uetablerede, der efter min mening fortjener dem bedre.
Men desværre er det jo blot mennesker, der sidder med stemplet "kunst". Derfor er det godt allerede at have et navn. Og det giver ikke mere prestige i denne selvforstærkende, hierakiske magtstruktur at have mod til at tage alt for ukendte ind. Måske fordi det ville give færre besøgende?
I så fald ser jeg frem til en anden struktur, hvor også denne verden oplever suset af Wikinomics og finanskrise.
Desværre er det måske også kunstens egen skyld. Den er blevet for simpel og samtidig fortænkt.
Det handler mere om en lidt skæv idé frem for som med musik eller film, at man kan noget. At man kan et håndværk. Jeg savner 1600-tallets malerier, der forestillede noget.
Eller evnen til at synge godt eller spille godt. Nogle kvalitative kriterier.
Ikke mere kunst, hvor man kan sige: "Hvad synes du?" Til spørgsmålet: "Hvad mener du med det?" endsige, "Hvad forestiller det!?"
I en verden, hvor man prøver at gøre indtryk på eller forandre verden, duer det ikke med gammeldags magtstrukturer, mangel på videnskabelige, kvalitative input af den nyere slags frem for blot at kende sin kunsthistorie.
Ja, museerne er eksperter i at banke gode udstillinger sammen - men de også eksperter i ikke at tænke nyt, åbne for en dåse øretæver og frem for alt - nytænke patentet på navnet "kunst"!
Jeg har over dette semester beskæftiget mig med kunst. Og jeg er blevet lidt bekræftet i noget, jeg troede var en fordom uden hold i.
At kunst er blevet noget, som er hierakisk styret af museer eller alternativt allemands-fritids-beskæftigelse, hvor man uden evt. autorisation kan gøre krav på titlen kunst.
Som etableret kunstner gør man brug af museers navn og magt.
De er gode til at banke en udstilling sammen og folk henvender sig til dem for at lære og evt. blive underholdt.
Desværre kan de udstille en ikea-reol, et spejl eller et lagen og kalde det kunst. Der er ingen kriterier i princippet, selvom de har den endegyldige ret til at kalde noget kunst.
Uden for museerne, hvor verden er blevet 2.0-et, kan alle kalde sig kunstnere. Nettet flyder over i kreative og listige sjæle, der udstiller snart sagt hvad som helst.
Pengene ligger klart hos de etablerede, selvom der er nogle af de uetablerede, der efter min mening fortjener dem bedre.
Men desværre er det jo blot mennesker, der sidder med stemplet "kunst". Derfor er det godt allerede at have et navn. Og det giver ikke mere prestige i denne selvforstærkende, hierakiske magtstruktur at have mod til at tage alt for ukendte ind. Måske fordi det ville give færre besøgende?
I så fald ser jeg frem til en anden struktur, hvor også denne verden oplever suset af Wikinomics og finanskrise.
Desværre er det måske også kunstens egen skyld. Den er blevet for simpel og samtidig fortænkt.
Det handler mere om en lidt skæv idé frem for som med musik eller film, at man kan noget. At man kan et håndværk. Jeg savner 1600-tallets malerier, der forestillede noget.
Eller evnen til at synge godt eller spille godt. Nogle kvalitative kriterier.
Ikke mere kunst, hvor man kan sige: "Hvad synes du?" Til spørgsmålet: "Hvad mener du med det?" endsige, "Hvad forestiller det!?"
I en verden, hvor man prøver at gøre indtryk på eller forandre verden, duer det ikke med gammeldags magtstrukturer, mangel på videnskabelige, kvalitative input af den nyere slags frem for blot at kende sin kunsthistorie.
Ja, museerne er eksperter i at banke gode udstillinger sammen - men de også eksperter i ikke at tænke nyt, åbne for en dåse øretæver og frem for alt - nytænke patentet på navnet "kunst"!
lørdag den 11. april 2009
Århus er 10.000 nuancer af grå
Dette er lidt rørte vande. Og jeg kommer næsten altid galt afsted, når jeg åbner for denne dåse øretæver af en debat:
Men nej - jeg synes ikke - åbningstider eller ej - at Århus' byliv er helt suverænt af en verdensklasse.
Jeg synes faktisk, det er 10.000 nuancer af grå.
Lad det være sagt med det samme: Jeg startede en gruppe på Facebook, der kæmpede for længere åbent i nattelivet. For det var problem numero uno! Århus' byliv var hæmmet af en regel, der var indført i '95 af de store diskoteker (igen en uofficel, dog ikke grebet ud af luften, påstand), og det lykkedes at ophæve den.
Men derfra til et spændende natteliv er der et stykke.
Jeg er lidt af en globetrotter, og har altid set det som min opgave at tage notits af koncerter og natteliv.
Så denne anmeldelse spænder fra Havana over Bibelbæltet til Belgien og DK.
Og lad mig sige det med det samme: Århus er mile bagefter!
København har fede barer i diverse gyder og stræder. I forhold til størrelsen på byen er KBH ikke så vild igen, men den bestemt sine steder.
Belgien er halvkedelig men har dælme sit øl!
Bibelbæltet ligger ikke så højt og er ret kedeligt.
Men Tyskland kan noget! Og vi bør lære.
Jeg ved ikke, om de slipper for en afgift, eller hvordan de har kringlet den. Men jeg har set barer, som jeg ikke troede fandtes.
I Hannover hin sommmer rykkede de bardiskene ud på gaden og lavede Rio-stemning som aldrig set før. Folk spankulerede dansende, glade rundt i gaderne, og der var stemning, billig øl og musikken forekom ligegyldig, men dejligt til stede.
I Hamburg var der en gade var musikken var i top: En bar kun med Elvis, en bar med hård rock (Metallica, Slayer, Rammstein), en bar med avanceret rock (Tool, Zero Hour, Deftones) og så videre.
Store steder med god plads, storskærm med musikvideo, mystisk stemning og let til øl.
Inklusiv en lounge, hvor ud i man kunne sætte sig, slippe væk fra musikken og nyde nogle gode møbler.
Århus har det hele.
Jeg vil gerne rose de steder, der er der. Men der er god grund til at eksperimentere mere og evt. lave steder, hvor man høre alternativ musik. Der er Escobar, hvor eksperimenterende musik flyder - men det er også det.
Så er koncertstederne, som tiltrækker netop eksperimenterende navne; men når nu de ikke optræder så tit, så kunne det måske være en idé at sætte dem på anlægget?
Hvorfor er det, at Pustervigs indie-lørdage er så kedelige og flyder ud i sandet? Hvorfor er det, at hård rock, metal og alternativ musik kun er forbeholdt Escobar? Hvorfor er Fatter Eskil så blueset?
Jeg synes, at en debat og revurdering er tiltrængt. Man behøver nødvendigvis ikke kun rose; jeg synes, at Århus har de fede lokaler, de oplagte natteliv og en god atmosfære mange steder. Men den skal stadig nettes. Den er langt fra hjemme.
Men nej - jeg synes ikke - åbningstider eller ej - at Århus' byliv er helt suverænt af en verdensklasse.
Jeg synes faktisk, det er 10.000 nuancer af grå.
Lad det være sagt med det samme: Jeg startede en gruppe på Facebook, der kæmpede for længere åbent i nattelivet. For det var problem numero uno! Århus' byliv var hæmmet af en regel, der var indført i '95 af de store diskoteker (igen en uofficel, dog ikke grebet ud af luften, påstand), og det lykkedes at ophæve den.
Men derfra til et spændende natteliv er der et stykke.
Jeg er lidt af en globetrotter, og har altid set det som min opgave at tage notits af koncerter og natteliv.
Så denne anmeldelse spænder fra Havana over Bibelbæltet til Belgien og DK.
Og lad mig sige det med det samme: Århus er mile bagefter!
København har fede barer i diverse gyder og stræder. I forhold til størrelsen på byen er KBH ikke så vild igen, men den bestemt sine steder.
Belgien er halvkedelig men har dælme sit øl!
Bibelbæltet ligger ikke så højt og er ret kedeligt.
Men Tyskland kan noget! Og vi bør lære.
Jeg ved ikke, om de slipper for en afgift, eller hvordan de har kringlet den. Men jeg har set barer, som jeg ikke troede fandtes.
I Hannover hin sommmer rykkede de bardiskene ud på gaden og lavede Rio-stemning som aldrig set før. Folk spankulerede dansende, glade rundt i gaderne, og der var stemning, billig øl og musikken forekom ligegyldig, men dejligt til stede.
I Hamburg var der en gade var musikken var i top: En bar kun med Elvis, en bar med hård rock (Metallica, Slayer, Rammstein), en bar med avanceret rock (Tool, Zero Hour, Deftones) og så videre.
Store steder med god plads, storskærm med musikvideo, mystisk stemning og let til øl.
Inklusiv en lounge, hvor ud i man kunne sætte sig, slippe væk fra musikken og nyde nogle gode møbler.
Århus har det hele.
Jeg vil gerne rose de steder, der er der. Men der er god grund til at eksperimentere mere og evt. lave steder, hvor man høre alternativ musik. Der er Escobar, hvor eksperimenterende musik flyder - men det er også det.
Så er koncertstederne, som tiltrækker netop eksperimenterende navne; men når nu de ikke optræder så tit, så kunne det måske være en idé at sætte dem på anlægget?
Hvorfor er det, at Pustervigs indie-lørdage er så kedelige og flyder ud i sandet? Hvorfor er det, at hård rock, metal og alternativ musik kun er forbeholdt Escobar? Hvorfor er Fatter Eskil så blueset?
Jeg synes, at en debat og revurdering er tiltrængt. Man behøver nødvendigvis ikke kun rose; jeg synes, at Århus har de fede lokaler, de oplagte natteliv og en god atmosfære mange steder. Men den skal stadig nettes. Den er langt fra hjemme.
torsdag den 26. marts 2009
Derfor Tom Hagen
Jeg har i en længere periode været fascineret af The Godfather.
Som en, der ikke normalt ser så mange film eller er interesseret i jura, er det lidt sært, at den har så godt fat i mig.
Men jeg er ved at finde ud af hvorfor. For det er retfærdighedsbegrebet, der interesserer mig. Selvtægten og kærligheden til sin næste.
For hvad Don Corleone (alle tre) gør, ser de ikke selv som selvtægt; og man kan jo egentlig godt forstår hvorfor.
For ganske vist er de alle tre meget nationalt bevidste og nogle hyklere over for især deres hustruer - men de to første (og måske den sidste - hvem ved?) altså Michael og Vito gjorde disse tjenester for deres næste ud af respekt og et ønske om at gøre dem godt - og så de også kunne trække på denne gensidige respekt en anden gang.
Vito (og sønnen Sonny) beskrives i bogen som mænd med et meget stort hjerte (og Sonny med et lem så stort som sit hjerte... Det er åbenbart meget vigtigt konstant at gøre opmærksom på).
Og det er de også, og glæder Vito at kunne hjælpe.
De er uenige i, at samfundet kan styres af politikere (da det ikke bygger på venskab (min fortolkning)), at man for at kunne få noget også skal give noget; at man skal gøre sit bedste, men spørge om hjælp, når det er tiltrængt, og man skal huske, hvem der er venner.
Så er der interessekonflikterne. Men her er det vigtigt at huske på den berømte scene, hvor kommisionen mødes, da en optrapning af konflikten er på vej (ikke mindst efter drabet på Sonny), hvor Vito er villig til at tilgive drabet på sin søn, hvis det kan bringe fred i kommisionen.
Kommisionen står nemlig over familierne. Det er altså et mafiaens FN, hvor familierne er medlemslandene. Krigen i kommisionen opstår først, når et land føler sig trådt på eller ikke er villig til at spille efter reglerne. Her bliver kommisionen så delt, og nogle står på den ene side og danner et NATO og den anden danner Warszawa-pagten.
Og hvad er så egentlig forskellen på politik og mafiaen? Hm... Stemmeretten? Narh... For her vælger man selv sine venner, og man gør det ud af kærlighed og nødvendighed - to ting, der ikke er så meget af i politik.
Så derfor denne politikerlede.
Hvad med retssystemet? Her er der også en lede. For som Vito Corleone siger i bogen: En advokat kan med en mappe stjæle mere end 100 mænd med pistoler.
Advokater og politikere er til for at blive købt og sælge hinanden. Som et korrupt børsmarked.
Derfor ser Vito heller ikke noget problem i at købe politikere - for de er ligesom ham, som det også så tydeligt fremgår af filmen.
Netop derfor ser han også en mulighed i at dressere sin egen advokat: Tom Hagen. Han bliver hentet ind fra rendestenen af Sonny, da han er 11-12 år og Tom Hagen er samme alder.
Vito ser straks en mulighed for at gøre ham afhængig af sig og tager sig godt af ham; betaler skole og alt. Men giver ingen faderlig kærlighed (for meget sent, hvor han får et halvkvalt knus) og forsøger at holde tilbage og henviser til, at Tom Hagen skal huske, at han har sine egne forældre et sted, skønt de ikke ville vide af ham.
Tom Hagen bliver anset for at være advokat, omend han aldrig laver tradionelt arbejde. Men han er samtidig et godt eksempel på det bedste og værste ved folk. For hans opvækst har gjort ham relativt kold og kynisk og gjort ham til skurken, hvis der er tale om sådan en. For det er ham, der udtænker de tre led, der er fra beslutningen om en forbrydelse, til den sker.
Don Corleone er egentlig ikke interesseret i at forbryde, men ser det som en nødvendighed at afstraffe visse folk, når nu samfundet (som han jo ser som en hul version af sit eget imperium) ikke kan gøre det. Han har i det mindste stolthed og kan få tingene til at fungere, hvis blot folk respekterer ham (måske her den sande forkvakling og forbrydelse er... fascismen i det).
Tom Hagen er så den, der tager sig af at planlægge den og sørge for, at hvis nogen falder på det, er det i bunden af hierakiet.
Men han er succesfuld, bliver rig og er god til det og velanset og respekteret. Og man kan næsten ikke fortænke ham i at have det syn på samfundet, når nu hans egne forældre blev behandlet som søl i samfundet, videregav ham deres pinsler, og den eneste, der tog sig af ham, var denne mafioso, som dog heller ikke gav ham kærlighed. Han har altså måttet kæmpe sig derop på uretfærdig vis - så han har jo kun set uretfærdighed. Derfor må man næsten respektere ham for sin begavelse, som han faktisk ærlig har kæmpet sig til.
Og respekt bliver netop Michaels undergang.
For Michael var den yngste. Og han gik egne veje til skuffelse for alle - lige fra Tom Hagen til Fredo. De var ikke mindst kede af at se Vito være skuffet.
Men Vito nærede den dybeste beundring for Michael (og så vel sig selv som ung i Michael).
Derfor opstod der også dyb jalousi blandt alle, da Michael tog over. Sonny kom til at såre Tom Hagen, skønt Tom egentlig skulle være en bror for Sonny var han både jaloux over, at han kom ind fra rendestenen og steg til at blive consigliori efter Abbandandos død, endda uden at være sicilianer, som efter de dybe traditioner skulle være for at blive det (og endda i en alder af 35 - uhørt ung).
Connie var tradionelt mere glad for Sonny og kom bedre ud af det med ham og havde set ham blive den næste. Nok også fordi han var lettere at styre for Connie, som nok så sig selv for mere andel i forretningen, da Sonny lyttede mere til kvinder, end den meget kvindefjendske Vito.
Fredo var altid den lille mand. Hans stolthed og ære tænkte ingen på. Vito anså ham ikke som kandidat; Sonnys temperament gjorde, at folk lyttede mere til ham end Fredo, som konstant blev underkuet.
Også derfor var han til fals for folk, der ville betale for hans forræderi. For han fik ikke den respekt, som hele forretningen er afhængig af.
Det gjorde Michael heller ikke.
Derfor levede han i begyndelsen af, at folk var klar over, at det var Vitos ønske og beslutning, og derfor accepterede og respekterede de ham.
Som Vitos arv blev mindre og mindre, tiltog oprøret mod Michael også mere og mere.
Michael traf egentlig kloge og vise beslutninger. Det var Vitos ønske og idé (inspireret af Connies brudgom, som han faktisk ikke kunne lide) at kigge på mulighederne for at tjene penge på gambling i Nevada.
Michael får sneget sig ind på kalkulerende og kløgtig vis. Det var en besværlig balancegang, og venner og fjender er svære at skelne fra hverandre. Men han klarer den.
For ja - han har store problemer: Hans capo i New York er ved at lægge sig ud med Hyman Roth, som Michael klogeligt ikke vil lægge sig ud med.
Han sætter derfor en plan i værk - for at undgå, at Capoen (Petangeli) lægger sig ud med capoerne for Roth, siger han, at han vil tage sig af Roth, og han derfor bliver nødt til at samarbejde med dem midlertidigt.
Planen ligger Michael meget på sinde, da han bliver forsøgt myrdet samme aften, som capoen Petangeli beder om lov til at lægge sig ud med Roths mænd. Og han ved, at nogen, der står ham nær er ansvarlig, og at dette er blodigt alvor.
Han rejser til Miami og mødes med Roth (som han formentligt allerede der mistænker) og fortæller, at han vil tage sig af Petangeli. Til Petangeli fortæller han så, at han vil tage sig af Roth.
Alt dette køber Michael tid og sparer ham for en primitiv krig.
Planen kikser. Men pga. en tilfældighed - Petangeli bliver forsøgt myrdet, og håndlangeren siger, det var Corleone.
På Cuba forsøger Michael at få Hyman Roth myrdet, da han finder ud af, at det var ham, der stod bag mordforsøget på sig.
Det mislykkes, men han finder også ud af, det var Fredo, der forræderen.
Michael står nu med en snedig mislykket plan, en capo, der vender sig mod ham (og formentlig derfor nye forretningsproblemer i New York, en mafioso på nakken (som han nu vil skulle gøre alt for at dræbe, selvom denne mafioso vil være sværere at dræbe end præsidenten - denne kan også diskuteres... For mafiosoen kan ikke få asyl nogle steder, da han er eftersøgt for svindel (og mord?.. Han er i princippet harmløs, men Michaels stolthed overtager her) og en bror, der har forrådt ham.
Hvad manglede der? Respekten. Det hele bunder i, at ingen af hans søskende (pånær Tom Hagen) respekterer ham. Og Michael lader sig krænke. Han har stoltheden, men han har ikke sin fars talent (eller mod på) at gøre tjenester ud af kærlighed. Han gør forretninger, og han bruger metoder og ikke sin personlighed til at vinde folk over med.
Efter Sonnys død kommer Connie kun krybende, fordi hun intet er uden sin familie, og nu kan Sonny ikke være der for hende og hendes ægteskaber er kuldsejlede.
Så Connie er det eneste, han har.
For Fredo... Ja, det hele understreges, da Michael (ret unødvendigt) slår Fredo ihjel. Det er konsekvenspolitik. På den måde kommer folk til ham af frygt for at lide samme skæbe som Fredo, men det har omvendt effekt. Det er begået ud af affekt og er ikke velovervejet.
Den kommer til at hænge på ham, så folk ikke stoler på hans oprigtighed, så der opstår en tøven med at slutte sig til familien.
Så han er blot en mand med nogle arvede capoer, to døde brødre og en nyttesløs søster.
Han ser nok sig selv i Vincent. En ung mand, der går egne veje, og som vil gøre alt for at få respekt. Men igen via vold og metoder.
Det bliver hans endelige undergang. Ingen familie kan holde til det i længden.
Så paradokset er, at det hele slutter, fordi kærligheden forsvinder ud af foretagendet.
Så der er paradoksalt nok mere kærlighed i mafia end i politik.
Men politik er trods alt stadig mere demokratisk (i visse stater vel at mærke) og mindre voldeligt (igen med forbehold)...
Men det dragende er stadig, at glemmer man kærligheden, mister man også magt og indflydelse.
Som en, der ikke normalt ser så mange film eller er interesseret i jura, er det lidt sært, at den har så godt fat i mig.
Men jeg er ved at finde ud af hvorfor. For det er retfærdighedsbegrebet, der interesserer mig. Selvtægten og kærligheden til sin næste.
For hvad Don Corleone (alle tre) gør, ser de ikke selv som selvtægt; og man kan jo egentlig godt forstår hvorfor.
For ganske vist er de alle tre meget nationalt bevidste og nogle hyklere over for især deres hustruer - men de to første (og måske den sidste - hvem ved?) altså Michael og Vito gjorde disse tjenester for deres næste ud af respekt og et ønske om at gøre dem godt - og så de også kunne trække på denne gensidige respekt en anden gang.
Vito (og sønnen Sonny) beskrives i bogen som mænd med et meget stort hjerte (og Sonny med et lem så stort som sit hjerte... Det er åbenbart meget vigtigt konstant at gøre opmærksom på).
Og det er de også, og glæder Vito at kunne hjælpe.
De er uenige i, at samfundet kan styres af politikere (da det ikke bygger på venskab (min fortolkning)), at man for at kunne få noget også skal give noget; at man skal gøre sit bedste, men spørge om hjælp, når det er tiltrængt, og man skal huske, hvem der er venner.
Så er der interessekonflikterne. Men her er det vigtigt at huske på den berømte scene, hvor kommisionen mødes, da en optrapning af konflikten er på vej (ikke mindst efter drabet på Sonny), hvor Vito er villig til at tilgive drabet på sin søn, hvis det kan bringe fred i kommisionen.
Kommisionen står nemlig over familierne. Det er altså et mafiaens FN, hvor familierne er medlemslandene. Krigen i kommisionen opstår først, når et land føler sig trådt på eller ikke er villig til at spille efter reglerne. Her bliver kommisionen så delt, og nogle står på den ene side og danner et NATO og den anden danner Warszawa-pagten.
Og hvad er så egentlig forskellen på politik og mafiaen? Hm... Stemmeretten? Narh... For her vælger man selv sine venner, og man gør det ud af kærlighed og nødvendighed - to ting, der ikke er så meget af i politik.
Så derfor denne politikerlede.
Hvad med retssystemet? Her er der også en lede. For som Vito Corleone siger i bogen: En advokat kan med en mappe stjæle mere end 100 mænd med pistoler.
Advokater og politikere er til for at blive købt og sælge hinanden. Som et korrupt børsmarked.
Derfor ser Vito heller ikke noget problem i at købe politikere - for de er ligesom ham, som det også så tydeligt fremgår af filmen.
Netop derfor ser han også en mulighed i at dressere sin egen advokat: Tom Hagen. Han bliver hentet ind fra rendestenen af Sonny, da han er 11-12 år og Tom Hagen er samme alder.
Vito ser straks en mulighed for at gøre ham afhængig af sig og tager sig godt af ham; betaler skole og alt. Men giver ingen faderlig kærlighed (for meget sent, hvor han får et halvkvalt knus) og forsøger at holde tilbage og henviser til, at Tom Hagen skal huske, at han har sine egne forældre et sted, skønt de ikke ville vide af ham.
Tom Hagen bliver anset for at være advokat, omend han aldrig laver tradionelt arbejde. Men han er samtidig et godt eksempel på det bedste og værste ved folk. For hans opvækst har gjort ham relativt kold og kynisk og gjort ham til skurken, hvis der er tale om sådan en. For det er ham, der udtænker de tre led, der er fra beslutningen om en forbrydelse, til den sker.
Don Corleone er egentlig ikke interesseret i at forbryde, men ser det som en nødvendighed at afstraffe visse folk, når nu samfundet (som han jo ser som en hul version af sit eget imperium) ikke kan gøre det. Han har i det mindste stolthed og kan få tingene til at fungere, hvis blot folk respekterer ham (måske her den sande forkvakling og forbrydelse er... fascismen i det).
Tom Hagen er så den, der tager sig af at planlægge den og sørge for, at hvis nogen falder på det, er det i bunden af hierakiet.
Men han er succesfuld, bliver rig og er god til det og velanset og respekteret. Og man kan næsten ikke fortænke ham i at have det syn på samfundet, når nu hans egne forældre blev behandlet som søl i samfundet, videregav ham deres pinsler, og den eneste, der tog sig af ham, var denne mafioso, som dog heller ikke gav ham kærlighed. Han har altså måttet kæmpe sig derop på uretfærdig vis - så han har jo kun set uretfærdighed. Derfor må man næsten respektere ham for sin begavelse, som han faktisk ærlig har kæmpet sig til.
Og respekt bliver netop Michaels undergang.
For Michael var den yngste. Og han gik egne veje til skuffelse for alle - lige fra Tom Hagen til Fredo. De var ikke mindst kede af at se Vito være skuffet.
Men Vito nærede den dybeste beundring for Michael (og så vel sig selv som ung i Michael).
Derfor opstod der også dyb jalousi blandt alle, da Michael tog over. Sonny kom til at såre Tom Hagen, skønt Tom egentlig skulle være en bror for Sonny var han både jaloux over, at han kom ind fra rendestenen og steg til at blive consigliori efter Abbandandos død, endda uden at være sicilianer, som efter de dybe traditioner skulle være for at blive det (og endda i en alder af 35 - uhørt ung).
Connie var tradionelt mere glad for Sonny og kom bedre ud af det med ham og havde set ham blive den næste. Nok også fordi han var lettere at styre for Connie, som nok så sig selv for mere andel i forretningen, da Sonny lyttede mere til kvinder, end den meget kvindefjendske Vito.
Fredo var altid den lille mand. Hans stolthed og ære tænkte ingen på. Vito anså ham ikke som kandidat; Sonnys temperament gjorde, at folk lyttede mere til ham end Fredo, som konstant blev underkuet.
Også derfor var han til fals for folk, der ville betale for hans forræderi. For han fik ikke den respekt, som hele forretningen er afhængig af.
Det gjorde Michael heller ikke.
Derfor levede han i begyndelsen af, at folk var klar over, at det var Vitos ønske og beslutning, og derfor accepterede og respekterede de ham.
Som Vitos arv blev mindre og mindre, tiltog oprøret mod Michael også mere og mere.
Michael traf egentlig kloge og vise beslutninger. Det var Vitos ønske og idé (inspireret af Connies brudgom, som han faktisk ikke kunne lide) at kigge på mulighederne for at tjene penge på gambling i Nevada.
Michael får sneget sig ind på kalkulerende og kløgtig vis. Det var en besværlig balancegang, og venner og fjender er svære at skelne fra hverandre. Men han klarer den.
For ja - han har store problemer: Hans capo i New York er ved at lægge sig ud med Hyman Roth, som Michael klogeligt ikke vil lægge sig ud med.
Han sætter derfor en plan i værk - for at undgå, at Capoen (Petangeli) lægger sig ud med capoerne for Roth, siger han, at han vil tage sig af Roth, og han derfor bliver nødt til at samarbejde med dem midlertidigt.
Planen ligger Michael meget på sinde, da han bliver forsøgt myrdet samme aften, som capoen Petangeli beder om lov til at lægge sig ud med Roths mænd. Og han ved, at nogen, der står ham nær er ansvarlig, og at dette er blodigt alvor.
Han rejser til Miami og mødes med Roth (som han formentligt allerede der mistænker) og fortæller, at han vil tage sig af Petangeli. Til Petangeli fortæller han så, at han vil tage sig af Roth.
Alt dette køber Michael tid og sparer ham for en primitiv krig.
Planen kikser. Men pga. en tilfældighed - Petangeli bliver forsøgt myrdet, og håndlangeren siger, det var Corleone.
På Cuba forsøger Michael at få Hyman Roth myrdet, da han finder ud af, at det var ham, der stod bag mordforsøget på sig.
Det mislykkes, men han finder også ud af, det var Fredo, der forræderen.
Michael står nu med en snedig mislykket plan, en capo, der vender sig mod ham (og formentlig derfor nye forretningsproblemer i New York, en mafioso på nakken (som han nu vil skulle gøre alt for at dræbe, selvom denne mafioso vil være sværere at dræbe end præsidenten - denne kan også diskuteres... For mafiosoen kan ikke få asyl nogle steder, da han er eftersøgt for svindel (og mord?.. Han er i princippet harmløs, men Michaels stolthed overtager her) og en bror, der har forrådt ham.
Hvad manglede der? Respekten. Det hele bunder i, at ingen af hans søskende (pånær Tom Hagen) respekterer ham. Og Michael lader sig krænke. Han har stoltheden, men han har ikke sin fars talent (eller mod på) at gøre tjenester ud af kærlighed. Han gør forretninger, og han bruger metoder og ikke sin personlighed til at vinde folk over med.
Efter Sonnys død kommer Connie kun krybende, fordi hun intet er uden sin familie, og nu kan Sonny ikke være der for hende og hendes ægteskaber er kuldsejlede.
Så Connie er det eneste, han har.
For Fredo... Ja, det hele understreges, da Michael (ret unødvendigt) slår Fredo ihjel. Det er konsekvenspolitik. På den måde kommer folk til ham af frygt for at lide samme skæbe som Fredo, men det har omvendt effekt. Det er begået ud af affekt og er ikke velovervejet.
Den kommer til at hænge på ham, så folk ikke stoler på hans oprigtighed, så der opstår en tøven med at slutte sig til familien.
Så han er blot en mand med nogle arvede capoer, to døde brødre og en nyttesløs søster.
Han ser nok sig selv i Vincent. En ung mand, der går egne veje, og som vil gøre alt for at få respekt. Men igen via vold og metoder.
Det bliver hans endelige undergang. Ingen familie kan holde til det i længden.
Så paradokset er, at det hele slutter, fordi kærligheden forsvinder ud af foretagendet.
Så der er paradoksalt nok mere kærlighed i mafia end i politik.
Men politik er trods alt stadig mere demokratisk (i visse stater vel at mærke) og mindre voldeligt (igen med forbehold)...
Men det dragende er stadig, at glemmer man kærligheden, mister man også magt og indflydelse.
Licensen, Jensen
Hin dag var jeg hovmodig, og afslørede, at jeg af politisk holdning ikke ville betale licens.
Knap gik der timer, før det bankede på døren. En venlig mand præsenterede sig, og sagde, han var fra DR.
Fluks - hovmodig igen - tænkte jeg, at nu var mit projekt med at etablere et byliv i Århus da virkeligt gået for vidt, og at det ikke kunne passe.
Næste tanke var, at de havde opdaget, at jeg trods mit storforbrug af deres webtjeneste endnu ikke havde fået betalt.
Sidstnævnte blev udfaldet.
Problemet er måske ikke så meget min vilje. Den ville jeg kunne sætte mig ud over. Problemet er, at hvordan får studerende råd til det? Svar efterspørges.
Og det andet problem: Ja, jeg bruger dr.dk. Men sgu ikke nok til, at det løber op i et par tusinde kroner om året. Hvilken tv-kanal har ret til det?
Og lad mig slå det fast: Jeg elsker DR som institution, som bibliotek, som historisk højborg og kulturel formidler. Det er genialt. Og hvem ellers skulle sørger for nicher som deres arkiv, P2 og Dr2. Geniale kanaler og hjørner af samfundet.
Men få det nu lavet over skatten - og hvorfor?
Fordi skatten er indrettet efter, hvor meget man tjener. Hvordan skal folk på overførselsindkomst - lige fra SU til PhD (hø hø) fra førtidsfuskerpensionisten til Blinde Beathe, der ejer computer med internet, fordi hun vil lokke børnebørnene til at besøge sig noget oftere på 98 - få råd til de store engangsudgifter?
Jeg plæderer ikke for, at studerende skal have alt gratis. Men det er hypotetisk at studere uden internet og gå på universitetet uden at se DR2 - men i forvejen er der loft over, hvor meget man må tjene (og det er lavt sat, desværre), man er derfor bundet til ikke at må tjene mere, end hvad jeg får til 7000-8000 efter skat og før husleje; dertil kommer så forbrug af mad, tøj og mobil og internet og forsikring, og dertil skal man så lægge 175 kr. om måneden (som man ikke kan betale månedligt (ellers ville denne klagesang også være betydeligt kortere), fordi man har adgang til nettet.
Mens er man pensionist, ja, så slipper man med halvdelen?? Hvorfor?? Studerende er jo mere sandsynligt pga. studie afhængige af at kunne bruge nettet. Det giver jo ikke mening.
Og det er ikke fordi, jeg ikke vil betale store summer for en hypotetisk mulighed. Jeg elsker mine forsikringer, skønt de har aldrig været brugt.
Men lægger man nu institutionen over skattebilletten (og ja, studerende som mig betaler både deres SU + lidt til over skatten (og suen tilbage, fordi jeg har betalt for meget i SKAT, FIKS DET, KRISTAN JENSEN!) - så jeg har vist været en god forretning), så er man ude over problemet med klagefugle som mig.
Så tag dig af licensen, Jensen - og lad den progressive skat (eller den flade for den sags skyld) afgøre, hvem der skal bære de tungeste byrder. Ellers tag pengene fra de gamle. De har ikke tid til at bruge ældrechecken eller de store formuer, når de skal se haveprogrammer på DR.
Knap gik der timer, før det bankede på døren. En venlig mand præsenterede sig, og sagde, han var fra DR.
Fluks - hovmodig igen - tænkte jeg, at nu var mit projekt med at etablere et byliv i Århus da virkeligt gået for vidt, og at det ikke kunne passe.
Næste tanke var, at de havde opdaget, at jeg trods mit storforbrug af deres webtjeneste endnu ikke havde fået betalt.
Sidstnævnte blev udfaldet.
Problemet er måske ikke så meget min vilje. Den ville jeg kunne sætte mig ud over. Problemet er, at hvordan får studerende råd til det? Svar efterspørges.
Og det andet problem: Ja, jeg bruger dr.dk. Men sgu ikke nok til, at det løber op i et par tusinde kroner om året. Hvilken tv-kanal har ret til det?
Og lad mig slå det fast: Jeg elsker DR som institution, som bibliotek, som historisk højborg og kulturel formidler. Det er genialt. Og hvem ellers skulle sørger for nicher som deres arkiv, P2 og Dr2. Geniale kanaler og hjørner af samfundet.
Men få det nu lavet over skatten - og hvorfor?
Fordi skatten er indrettet efter, hvor meget man tjener. Hvordan skal folk på overførselsindkomst - lige fra SU til PhD (hø hø) fra førtidsfuskerpensionisten til Blinde Beathe, der ejer computer med internet, fordi hun vil lokke børnebørnene til at besøge sig noget oftere på 98 - få råd til de store engangsudgifter?
Jeg plæderer ikke for, at studerende skal have alt gratis. Men det er hypotetisk at studere uden internet og gå på universitetet uden at se DR2 - men i forvejen er der loft over, hvor meget man må tjene (og det er lavt sat, desværre), man er derfor bundet til ikke at må tjene mere, end hvad jeg får til 7000-8000 efter skat og før husleje; dertil kommer så forbrug af mad, tøj og mobil og internet og forsikring, og dertil skal man så lægge 175 kr. om måneden (som man ikke kan betale månedligt (ellers ville denne klagesang også være betydeligt kortere), fordi man har adgang til nettet.
Mens er man pensionist, ja, så slipper man med halvdelen?? Hvorfor?? Studerende er jo mere sandsynligt pga. studie afhængige af at kunne bruge nettet. Det giver jo ikke mening.
Og det er ikke fordi, jeg ikke vil betale store summer for en hypotetisk mulighed. Jeg elsker mine forsikringer, skønt de har aldrig været brugt.
Men lægger man nu institutionen over skattebilletten (og ja, studerende som mig betaler både deres SU + lidt til over skatten (og suen tilbage, fordi jeg har betalt for meget i SKAT, FIKS DET, KRISTAN JENSEN!) - så jeg har vist været en god forretning), så er man ude over problemet med klagefugle som mig.
Så tag dig af licensen, Jensen - og lad den progressive skat (eller den flade for den sags skyld) afgøre, hvem der skal bære de tungeste byrder. Ellers tag pengene fra de gamle. De har ikke tid til at bruge ældrechecken eller de store formuer, når de skal se haveprogrammer på DR.
Affaldsskakten er mit toiletbræt
Nu har det gået mig på så længe...
Affaldsskakten. Jeg bor i en opgang, hvor der en synder. Hun (da der, så vidt jeg ved, kun er kvindfolk på min etage) lader altid affaldsskakten stå åben.
Hvordan kan et køn, der slår så meget på tromme for, at brættet skal slås ned efter brug (uden nogen saglig grund) lade affaldsskakten stå åben, hvor både lugtgene og træk er grund?
Jeg fatter det ikke.
For hvad disse to hverdagssymboler gør, er, at de udstiller min og andres smålighed. Der er vel større problemer (omend de begge kategoriseres som skilsmissegrund - netop på grund af småligheden vel?) end, at de to ting er på deres plads? 50-øren på dankortet som vildt eksempel, eller situationen i Darfur måske?
Men det er sgu da netop også Darfurs skyld, at min smålighed sådan udstilles. For hvis de nu havde det bedre, ville jeg ikke straks skulle tænke på den humanitære katastrofe, hver gang jeg gik ud af døren og så den ligegyldige låge flagre og grine ad mig!
Derfor gør denne låge mig inddirekte til regeringsoprører på en del af de afrikanske landes vegne; jeg får lyst til at skrive til NATO-landene, om indsatsen i Afghanistans ikke snart bør øges (tag jer sammen Frankrig), og om Rusland rejser sig venligt eller fjendtligt mod NATO - og hvordan er tilstanden i Kina? Stormende frem på grund af eller trods af?
Luk nu bare den låge, for fanden, så disse problemer kan skubbes til side, de sultne børn får, hvad der bekommer dem, og så jeg ikke skal irriteres, fordi min smålige autisme pirres, og fordi det er en påmindelse om, at vi har det så skide godt, måske på trods, måske ikke. Bare for Guds skyld, luk den! Og for min!
Affaldsskakten. Jeg bor i en opgang, hvor der en synder. Hun (da der, så vidt jeg ved, kun er kvindfolk på min etage) lader altid affaldsskakten stå åben.
Hvordan kan et køn, der slår så meget på tromme for, at brættet skal slås ned efter brug (uden nogen saglig grund) lade affaldsskakten stå åben, hvor både lugtgene og træk er grund?
Jeg fatter det ikke.
For hvad disse to hverdagssymboler gør, er, at de udstiller min og andres smålighed. Der er vel større problemer (omend de begge kategoriseres som skilsmissegrund - netop på grund af småligheden vel?) end, at de to ting er på deres plads? 50-øren på dankortet som vildt eksempel, eller situationen i Darfur måske?
Men det er sgu da netop også Darfurs skyld, at min smålighed sådan udstilles. For hvis de nu havde det bedre, ville jeg ikke straks skulle tænke på den humanitære katastrofe, hver gang jeg gik ud af døren og så den ligegyldige låge flagre og grine ad mig!
Derfor gør denne låge mig inddirekte til regeringsoprører på en del af de afrikanske landes vegne; jeg får lyst til at skrive til NATO-landene, om indsatsen i Afghanistans ikke snart bør øges (tag jer sammen Frankrig), og om Rusland rejser sig venligt eller fjendtligt mod NATO - og hvordan er tilstanden i Kina? Stormende frem på grund af eller trods af?
Luk nu bare den låge, for fanden, så disse problemer kan skubbes til side, de sultne børn får, hvad der bekommer dem, og så jeg ikke skal irriteres, fordi min smålige autisme pirres, og fordi det er en påmindelse om, at vi har det så skide godt, måske på trods, måske ikke. Bare for Guds skyld, luk den! Og for min!
Abonner på:
Opslag (Atom)
