Affaldsskakten er mit toiletbræt

Nu har det gået mig på så længe...

Affaldsskakten. Jeg bor i en opgang, hvor der en synder. Hun (da der, så vidt jeg ved, kun er kvindfolk på min etage) lader altid affaldsskakten stå åben.

Hvordan kan et køn, der slår så meget på tromme for, at brættet skal slås ned efter brug (uden nogen saglig grund) lade affaldsskakten stå åben, hvor både lugtgene og træk er grund?

Jeg fatter det ikke.

For hvad disse to hverdagssymboler gør, er, at de udstiller min og andres smålighed. Der er vel større problemer (omend de begge kategoriseres som skilsmissegrund - netop på grund af småligheden vel?) end, at de to ting er på deres plads? 50-øren på dankortet som vildt eksempel, eller situationen i Darfur måske?

Men det er sgu da netop også Darfurs skyld, at min smålighed sådan udstilles. For hvis de nu havde det bedre, ville jeg ikke straks skulle tænke på den humanitære katastrofe, hver gang jeg gik ud af døren og så den ligegyldige låge flagre og grine ad mig!

Derfor gør denne låge mig inddirekte til regeringsoprører på en del af de afrikanske landes vegne; jeg får lyst til at skrive til NATO-landene, om indsatsen i Afghanistans ikke snart bør øges (tag jer sammen Frankrig), og om Rusland rejser sig venligt eller fjendtligt mod NATO - og hvordan er tilstanden i Kina? Stormende frem på grund af eller trods af?

Luk nu bare den låge, for fanden, så disse problemer kan skubbes til side, de sultne børn får, hvad der bekommer dem, og så jeg ikke skal irriteres, fordi min smålige autisme pirres, og fordi det er en påmindelse om, at vi har det så skide godt, måske på trods, måske ikke. Bare for Guds skyld, luk den! Og for min!