Hvad laver Sørine i Debatten?

Lad det være sagt med det samme:

Jeg ser ikke X-Factor, og jeg har ikke i sinde at gøre det.

Det er lidt et paradoks, da jeg ikke mener, at et publikum skal gøre sig til dommer over, om en kunstner har solgt ud: Men jeg beundrede mere Blachman for, hvad han lavede tidligere. Og jeg har ingen forståelse for, hvad han laver nu.

Fordi: Han har kæmpet med blod, sved og tårer for at opnå den indsigt og udviklet sit talent til det, han bruger det til i dag - og hvad bruger han det til? Til at andre kan springe den kø over.
Det kan man da godt betragte som ædelt, og som kreationen af et springbræt, så næste generation kan komme til; det ligger også godt i tråd med, at 2.0-e verden, så alle kan vise, hvad de kan og har deres oase, og så kan folk besøge og vælge, hvad de vil have, og hvordan de vil have det.
Men det, vi får, er jo ikke formede kunstnere. Det er hvalpe, der ikke har eksperimenteret, ikke er formet af nogen proces, og som stadig vakler på deres ben, uden kunstneriske muskler, da de lige er kommet ud af et æg, som ikke var særligt udruget.

Er det god underholdning? Joh... Det er det vel. Det ser jeg ikke noget i vejen for at kalde det. Men jeg vil 5 gange hellere høre en plade skabt af en, der alligevel er så original, at han eller hun kom frem af sig selv, og har ramt en åre, der får mennesker til at sukkes, til at føle længsel eller ekstase. Hvor musikkens nerve er det, der har fået kunstneren til at udgive det og mennesker til at drages mod det.
Og det! besidder X-Factor langt fra. Det er Askepot-drømmen, der styrer det. Der er bare ikke meget Askepot over Martin eller Mohammed... Og jeg tvivler på, vi vil huske dem om 10 år. Men fred være med det, hvis vi gør. Jeg er bare ikke solgt.

Men jeg synes, debatten er spændende.
For det er kommet mig for øre, at X-Factor er godkendt som public service, fordi det er et kulturelt samlingspunkt. Sjældent har jeg da følt mig så ekskluderet. Jeg elsker da kultur... Men at kalde det kultur... Hm. Det er jo ikke specielt dansk. Tværtimod har 19 andre lande det også.
Musikken er da heller ikke kun dansk. Jovist kommer det da. Men arh... Den er vist også lidt søgt.
Favnende? Hm... Okay. Den favner da bredt. Men er det virkeligt nok?
Nuvel.. Lad gå. Folket vil jo have det. Jeg er bare ærgerlig over, at folk lever sig ind i det; for hvor lidt jeg end ønsker at lyde elitær, synes jeg, at folk har levet og åndet med noget bedre.
Poul Thomsen var populær... Og man lærte noget. Og ja - jeg vil sgu hellere samles med familien og se Poul Thomsen belære mig, frem for at høre en 15-årig være stjerne for en aften. Det kan han være i ungdomsklubben eller på sit fodboldhold. Ikke at jeg ikke under ham det... Men ingen har krav på at være nationens kæledægge for en aften. Dertil er det bare også for få pladser.
Min pointe med Poul Thomsen er, at underholdning ikke behøver at ramme laveste fællesnævner. Og falder nogle fra i svinget - æv bæv. Så se Tv-3 - de har ikke andet end sådan noget underholdning alligevel. De er skam sunket helt ned til 2900 Happiness.

Men når nu nogle gider at stille sig frem for at diskutere det her spørgsmål, så behøver de altså ikke være så elitære som Sørine Gotfredsen. Hvad forstand har hun på hverken musik, eller hvad folk bør?
Hendes argumenter får mig til at mindes Italien i '30erne. Magen til elitær tilgang til det. Hun sagde i forrige debatprogram om netop X-Factor - altså den første debat efter første omgang - at der var nogle med intellektuelt overskud, der burde sætte sig som mål at skabe intelligent underholdning.
Ja, selvfølgelig skal de bedst kvalificerede gøre det. Men det er nødvendigvis ikke dem, der har størst intellektuelt overskud. For det første er underholdning et flydende begreb. Visse folk finder jo Sandhedens Time på Tv-3 ganske underholdende. Og hverken skabere eller seere behøver intellektuelt overskud for at finde på konceptet, da det rokker ved en nerve i mennesket, som tryllebinder. Nogle har et naturligt talent for at finde på sådan noget her - og de gode ideer kommer altså ikke fra at kunne citere hverken Bibel, Mein Kampf eller kunne europæisk idéhistorie eller algoritmer. Jeg ved ikke, hvor Fru Gottfredsen har fået den idé fra. Og jeg synes, det ville være mere rart at vide, at det ikke er "de konservativt intellektuelle", de kulturradikale eller en tredjepart, der sidder på medierne eller sætter sig for at lave underholdning.
Nej, her er diversitet en tryghed, omend det muligvis vil føre X-Factor med sig.

I denne omgang dristede hun sig til at gøre sig til dommer over kvalitetsbegrebet.
Siden hvornår - igen må hun føle sig utroligt intellektuel - har en debat kunnet afgøres ved at fremhæve, diskutere eller i det hele taget referere til smag? Og ja - Sørine - der findes forskellig smag.
Nuvel - man kan være uenig i, om man synes, de synger godt. Men Sørine... Der stoler jeg dog mere på Blachman, end på dig, der har en kirkesanger som referenceramme. Og nej... Måske er X-Factor-kandidaterne ikke ligeså gode, som dem, der allerede findes på markedet - men igen... Du mener da vel ikke, du har mere forstand derpå i forhold til de mange, der lever af det her. Og det hører bare ikke hjemme i debatten om X-Factor. Der er så meget andet at tage fat på.
Hvis du nu bare holdt dig til, hvad Morten Albæk sagde: X-Factor er et program, der har ligegyldighed som dets epicenter, og man trænger bare til at være ærlig omkring det. Og det er der!, at kernen er. For der er ingen forskel på X-Factor og American Idol. Men sidstnævnte er slået noget mere beskedent op, og det kunne X-Factor godt trænge til ligeså vel. For hvad jeg nemlig! er allermest træt af: Både dr.dk og jp.dk har X-Factor nyheder alt, alt for højt oppe på dagsordenen - og hvad er argumentet for at have dem højt oppe på dagsordenen i forhold til Popstars, American Idol, British Idol, Burkina Faso Idol?

Og her skal jeg naturligvis skynde mig at sige, at Morten Albæk også fremhævede kvalitet. Men langt fra som noget kardinalpunkt.
Og jeg er da også enig. Men som jeg forstod det, er det, at man ikke finder sande helte, musikalske stjerner på denne måde, og at rammen dertil bare er for snæver og knofedtet for lidt.
Og der er jeg trods alt enig. Det er, hvad jeg skrev i indledningen.
Jeg selv mener, man godt må gå videnskabeligt og sagligt til værks ang. kvalitet. Men det får ingen indflydelse på X-Factor. For det første er der ikke tid nok, og for det andet får vi ikke anden musik ud af det. Popmusik er skabt til at ramme simple følelser og være så let forståeligt som en flad lussing eller en ordentlig brandert.

For skulle vi have kvalitet ind, skulle vi debattere, hvad Michael Jackson gjorde rigtigt, hvad Meshuggah gjorde for metal - Dream Theater hot eller snot - og om 12-tone-musikken stadig lever, om Metallica stadig er aktuelt, og hvor Radiohead hører til på det musikalske verdenskort? Alle fede debatter... Og debatter, hvor der er et kvalitetsaspekt, da det er kunstnere, man ikke kan betvivle har ramt eller andet. Og de kunstnere som X-Factor producerer trækker alle på den arv, som disse gutter har bragt med sig (og jeg har valgt nogle, som jeg endda ikke selv er særligt tosset med - men som har bibragt noget). De kommer ikke selv til at producere noget vigtigt, da de uden tvivl blot går i disse menneskers fodspor. Og derfor er jeg enig med Albæk.

Men Sørine... Fri mig da for din mening om sang. For de gør det sgu stadig godt. De er bare nogle kedelige bananer, der får for meget opmærksomhed uden for sendetid. Og det er en ærlig anklage, som du kunne have bragt med dig, frem for noget elitært vrøvl, der også ville gøre sig bedre, hvis ikke de var fremsagt i en hånlig tone fulgt af prædikater af andre som "naiv, uden føling for diverse ting", og hvad du ellers fylder din taletid med frem for argumenter.