Vis mig, hvad du kan

og ikke, hvad du synes, jeg skal se...

Jeg har over dette semester beskæftiget mig med kunst. Og jeg er blevet lidt bekræftet i noget, jeg troede var en fordom uden hold i.

At kunst er blevet noget, som er hierakisk styret af museer eller alternativt allemands-fritids-beskæftigelse, hvor man uden evt. autorisation kan gøre krav på titlen kunst.

Som etableret kunstner gør man brug af museers navn og magt.
De er gode til at banke en udstilling sammen og folk henvender sig til dem for at lære og evt. blive underholdt.
Desværre kan de udstille en ikea-reol, et spejl eller et lagen og kalde det kunst. Der er ingen kriterier i princippet, selvom de har den endegyldige ret til at kalde noget kunst.

Uden for museerne, hvor verden er blevet 2.0-et, kan alle kalde sig kunstnere. Nettet flyder over i kreative og listige sjæle, der udstiller snart sagt hvad som helst.

Pengene ligger klart hos de etablerede, selvom der er nogle af de uetablerede, der efter min mening fortjener dem bedre.

Men desværre er det jo blot mennesker, der sidder med stemplet "kunst". Derfor er det godt allerede at have et navn. Og det giver ikke mere prestige i denne selvforstærkende, hierakiske magtstruktur at have mod til at tage alt for ukendte ind. Måske fordi det ville give færre besøgende?
I så fald ser jeg frem til en anden struktur, hvor også denne verden oplever suset af Wikinomics og finanskrise.

Desværre er det måske også kunstens egen skyld. Den er blevet for simpel og samtidig fortænkt.

Det handler mere om en lidt skæv idé frem for som med musik eller film, at man kan noget. At man kan et håndværk. Jeg savner 1600-tallets malerier, der forestillede noget.
Eller evnen til at synge godt eller spille godt. Nogle kvalitative kriterier.

Ikke mere kunst, hvor man kan sige: "Hvad synes du?" Til spørgsmålet: "Hvad mener du med det?" endsige, "Hvad forestiller det!?"

I en verden, hvor man prøver at gøre indtryk på eller forandre verden, duer det ikke med gammeldags magtstrukturer, mangel på videnskabelige, kvalitative input af den nyere slags frem for blot at kende sin kunsthistorie.

Ja, museerne er eksperter i at banke gode udstillinger sammen - men de også eksperter i ikke at tænke nyt, åbne for en dåse øretæver og frem for alt - nytænke patentet på navnet "kunst"!