Dansktop når bunden

For ikke så lang tid siden beklagede dansktoppen sig (igen) over manglende sendetid og negliciering af DR.

Selvfølgelig skal de også have plads. Men i gennem 40 år har de siddet tungt på flæsket, fået værtsjobs, næsten egen kanal og i hvert fald eget program.

Det har været populært - men når det ikke er det længere, er der nok en grund.

Musikken er blevet overhalet af så mange andre folkelige ting. Men den har i alle 40 år ikke udviklet sig en tomme, den er blevet produceret og konstrueret af de samme næsten indavlende personer og har altså kun fat i de personer, der er på alder med de dinosaurer, der står for arrangementet.

Genren er altså ved at uddø, dels fordi den er reaktionær og kedelig, men også fordi segmentet, der hører det, forsvinder af naturlige årsager.

Hvorfor skal genren så ikke i sit efterår have båndbredde?

Prioritering... Hvorfor skal metal og fusionsjazz ikke?

Der ligger en vis uretfærdighed i, at den generation, der hører det, kun er vant til at bruge radioen og ikke bare kan downloade Heicks gentagelse af sig selv nr. 2607.
Men uretfærdigheden er cirka ligeså stor som den studerende, der skal betale licens for at eje en computer, der ikke benytter sig af dr.dk.

Så er det til at overse at få barnebarnet til at brænde en skive for sig.

Og til dem, der udøver dansktop: I har tjent penge nok. Der må komme masser af royalties til jer. Træk jer tilbage, og spil engang i mellem til halbal i Gørding. Så skal I nok klare den.

Men I har haft båndbredde nok, længe nok!

Vis mig, hvad du kan

og ikke, hvad du synes, jeg skal se...

Jeg har over dette semester beskæftiget mig med kunst. Og jeg er blevet lidt bekræftet i noget, jeg troede var en fordom uden hold i.

At kunst er blevet noget, som er hierakisk styret af museer eller alternativt allemands-fritids-beskæftigelse, hvor man uden evt. autorisation kan gøre krav på titlen kunst.

Som etableret kunstner gør man brug af museers navn og magt.
De er gode til at banke en udstilling sammen og folk henvender sig til dem for at lære og evt. blive underholdt.
Desværre kan de udstille en ikea-reol, et spejl eller et lagen og kalde det kunst. Der er ingen kriterier i princippet, selvom de har den endegyldige ret til at kalde noget kunst.

Uden for museerne, hvor verden er blevet 2.0-et, kan alle kalde sig kunstnere. Nettet flyder over i kreative og listige sjæle, der udstiller snart sagt hvad som helst.

Pengene ligger klart hos de etablerede, selvom der er nogle af de uetablerede, der efter min mening fortjener dem bedre.

Men desværre er det jo blot mennesker, der sidder med stemplet "kunst". Derfor er det godt allerede at have et navn. Og det giver ikke mere prestige i denne selvforstærkende, hierakiske magtstruktur at have mod til at tage alt for ukendte ind. Måske fordi det ville give færre besøgende?
I så fald ser jeg frem til en anden struktur, hvor også denne verden oplever suset af Wikinomics og finanskrise.

Desværre er det måske også kunstens egen skyld. Den er blevet for simpel og samtidig fortænkt.

Det handler mere om en lidt skæv idé frem for som med musik eller film, at man kan noget. At man kan et håndværk. Jeg savner 1600-tallets malerier, der forestillede noget.
Eller evnen til at synge godt eller spille godt. Nogle kvalitative kriterier.

Ikke mere kunst, hvor man kan sige: "Hvad synes du?" Til spørgsmålet: "Hvad mener du med det?" endsige, "Hvad forestiller det!?"

I en verden, hvor man prøver at gøre indtryk på eller forandre verden, duer det ikke med gammeldags magtstrukturer, mangel på videnskabelige, kvalitative input af den nyere slags frem for blot at kende sin kunsthistorie.

Ja, museerne er eksperter i at banke gode udstillinger sammen - men de også eksperter i ikke at tænke nyt, åbne for en dåse øretæver og frem for alt - nytænke patentet på navnet "kunst"!

Århus er 10.000 nuancer af grå

Dette er lidt rørte vande. Og jeg kommer næsten altid galt afsted, når jeg åbner for denne dåse øretæver af en debat:

Men nej - jeg synes ikke - åbningstider eller ej - at Århus' byliv er helt suverænt af en verdensklasse.
Jeg synes faktisk, det er 10.000 nuancer af grå.

Lad det være sagt med det samme: Jeg startede en gruppe på Facebook, der kæmpede for længere åbent i nattelivet. For det var problem numero uno! Århus' byliv var hæmmet af en regel, der var indført i '95 af de store diskoteker (igen en uofficel, dog ikke grebet ud af luften, påstand), og det lykkedes at ophæve den.
Men derfra til et spændende natteliv er der et stykke.

Jeg er lidt af en globetrotter, og har altid set det som min opgave at tage notits af koncerter og natteliv.
Så denne anmeldelse spænder fra Havana over Bibelbæltet til Belgien og DK.
Og lad mig sige det med det samme: Århus er mile bagefter!

København har fede barer i diverse gyder og stræder. I forhold til størrelsen på byen er KBH ikke så vild igen, men den bestemt sine steder.

Belgien er halvkedelig men har dælme sit øl!
Bibelbæltet ligger ikke så højt og er ret kedeligt.
Men Tyskland kan noget! Og vi bør lære.

Jeg ved ikke, om de slipper for en afgift, eller hvordan de har kringlet den. Men jeg har set barer, som jeg ikke troede fandtes.

I Hannover hin sommmer rykkede de bardiskene ud på gaden og lavede Rio-stemning som aldrig set før. Folk spankulerede dansende, glade rundt i gaderne, og der var stemning, billig øl og musikken forekom ligegyldig, men dejligt til stede.

I Hamburg var der en gade var musikken var i top: En bar kun med Elvis, en bar med hård rock (Metallica, Slayer, Rammstein), en bar med avanceret rock (Tool, Zero Hour, Deftones) og så videre.
Store steder med god plads, storskærm med musikvideo, mystisk stemning og let til øl.
Inklusiv en lounge, hvor ud i man kunne sætte sig, slippe væk fra musikken og nyde nogle gode møbler.

Århus har det hele.
Jeg vil gerne rose de steder, der er der. Men der er god grund til at eksperimentere mere og evt. lave steder, hvor man høre alternativ musik. Der er Escobar, hvor eksperimenterende musik flyder - men det er også det.
Så er koncertstederne, som tiltrækker netop eksperimenterende navne; men når nu de ikke optræder så tit, så kunne det måske være en idé at sætte dem på anlægget?

Hvorfor er det, at Pustervigs indie-lørdage er så kedelige og flyder ud i sandet? Hvorfor er det, at hård rock, metal og alternativ musik kun er forbeholdt Escobar? Hvorfor er Fatter Eskil så blueset?

Jeg synes, at en debat og revurdering er tiltrængt. Man behøver nødvendigvis ikke kun rose; jeg synes, at Århus har de fede lokaler, de oplagte natteliv og en god atmosfære mange steder. Men den skal stadig nettes. Den er langt fra hjemme.