Derfor Tom Hagen

Jeg har i en længere periode været fascineret af The Godfather.

Som en, der ikke normalt ser så mange film eller er interesseret i jura, er det lidt sært, at den har så godt fat i mig.

Men jeg er ved at finde ud af hvorfor. For det er retfærdighedsbegrebet, der interesserer mig. Selvtægten og kærligheden til sin næste.

For hvad Don Corleone (alle tre) gør, ser de ikke selv som selvtægt; og man kan jo egentlig godt forstår hvorfor.

For ganske vist er de alle tre meget nationalt bevidste og nogle hyklere over for især deres hustruer - men de to første (og måske den sidste - hvem ved?) altså Michael og Vito gjorde disse tjenester for deres næste ud af respekt og et ønske om at gøre dem godt - og så de også kunne trække på denne gensidige respekt en anden gang.

Vito (og sønnen Sonny) beskrives i bogen som mænd med et meget stort hjerte (og Sonny med et lem så stort som sit hjerte... Det er åbenbart meget vigtigt konstant at gøre opmærksom på).
Og det er de også, og glæder Vito at kunne hjælpe.
De er uenige i, at samfundet kan styres af politikere (da det ikke bygger på venskab (min fortolkning)), at man for at kunne få noget også skal give noget; at man skal gøre sit bedste, men spørge om hjælp, når det er tiltrængt, og man skal huske, hvem der er venner.
Så er der interessekonflikterne. Men her er det vigtigt at huske på den berømte scene, hvor kommisionen mødes, da en optrapning af konflikten er på vej (ikke mindst efter drabet på Sonny), hvor Vito er villig til at tilgive drabet på sin søn, hvis det kan bringe fred i kommisionen.
Kommisionen står nemlig over familierne. Det er altså et mafiaens FN, hvor familierne er medlemslandene. Krigen i kommisionen opstår først, når et land føler sig trådt på eller ikke er villig til at spille efter reglerne. Her bliver kommisionen så delt, og nogle står på den ene side og danner et NATO og den anden danner Warszawa-pagten.
Og hvad er så egentlig forskellen på politik og mafiaen? Hm... Stemmeretten? Narh... For her vælger man selv sine venner, og man gør det ud af kærlighed og nødvendighed - to ting, der ikke er så meget af i politik.
Så derfor denne politikerlede.

Hvad med retssystemet? Her er der også en lede. For som Vito Corleone siger i bogen: En advokat kan med en mappe stjæle mere end 100 mænd med pistoler.
Advokater og politikere er til for at blive købt og sælge hinanden. Som et korrupt børsmarked.
Derfor ser Vito heller ikke noget problem i at købe politikere - for de er ligesom ham, som det også så tydeligt fremgår af filmen.

Netop derfor ser han også en mulighed i at dressere sin egen advokat: Tom Hagen. Han bliver hentet ind fra rendestenen af Sonny, da han er 11-12 år og Tom Hagen er samme alder.
Vito ser straks en mulighed for at gøre ham afhængig af sig og tager sig godt af ham; betaler skole og alt. Men giver ingen faderlig kærlighed (for meget sent, hvor han får et halvkvalt knus) og forsøger at holde tilbage og henviser til, at Tom Hagen skal huske, at han har sine egne forældre et sted, skønt de ikke ville vide af ham.

Tom Hagen bliver anset for at være advokat, omend han aldrig laver tradionelt arbejde. Men han er samtidig et godt eksempel på det bedste og værste ved folk. For hans opvækst har gjort ham relativt kold og kynisk og gjort ham til skurken, hvis der er tale om sådan en. For det er ham, der udtænker de tre led, der er fra beslutningen om en forbrydelse, til den sker.
Don Corleone er egentlig ikke interesseret i at forbryde, men ser det som en nødvendighed at afstraffe visse folk, når nu samfundet (som han jo ser som en hul version af sit eget imperium) ikke kan gøre det. Han har i det mindste stolthed og kan få tingene til at fungere, hvis blot folk respekterer ham (måske her den sande forkvakling og forbrydelse er... fascismen i det).
Tom Hagen er så den, der tager sig af at planlægge den og sørge for, at hvis nogen falder på det, er det i bunden af hierakiet.
Men han er succesfuld, bliver rig og er god til det og velanset og respekteret. Og man kan næsten ikke fortænke ham i at have det syn på samfundet, når nu hans egne forældre blev behandlet som søl i samfundet, videregav ham deres pinsler, og den eneste, der tog sig af ham, var denne mafioso, som dog heller ikke gav ham kærlighed. Han har altså måttet kæmpe sig derop på uretfærdig vis - så han har jo kun set uretfærdighed. Derfor må man næsten respektere ham for sin begavelse, som han faktisk ærlig har kæmpet sig til.

Og respekt bliver netop Michaels undergang.
For Michael var den yngste. Og han gik egne veje til skuffelse for alle - lige fra Tom Hagen til Fredo. De var ikke mindst kede af at se Vito være skuffet.
Men Vito nærede den dybeste beundring for Michael (og så vel sig selv som ung i Michael).
Derfor opstod der også dyb jalousi blandt alle, da Michael tog over. Sonny kom til at såre Tom Hagen, skønt Tom egentlig skulle være en bror for Sonny var han både jaloux over, at han kom ind fra rendestenen og steg til at blive consigliori efter Abbandandos død, endda uden at være sicilianer, som efter de dybe traditioner skulle være for at blive det (og endda i en alder af 35 - uhørt ung).
Connie var tradionelt mere glad for Sonny og kom bedre ud af det med ham og havde set ham blive den næste. Nok også fordi han var lettere at styre for Connie, som nok så sig selv for mere andel i forretningen, da Sonny lyttede mere til kvinder, end den meget kvindefjendske Vito.
Fredo var altid den lille mand. Hans stolthed og ære tænkte ingen på. Vito anså ham ikke som kandidat; Sonnys temperament gjorde, at folk lyttede mere til ham end Fredo, som konstant blev underkuet.

Også derfor var han til fals for folk, der ville betale for hans forræderi. For han fik ikke den respekt, som hele forretningen er afhængig af.

Det gjorde Michael heller ikke.
Derfor levede han i begyndelsen af, at folk var klar over, at det var Vitos ønske og beslutning, og derfor accepterede og respekterede de ham.
Som Vitos arv blev mindre og mindre, tiltog oprøret mod Michael også mere og mere.
Michael traf egentlig kloge og vise beslutninger. Det var Vitos ønske og idé (inspireret af Connies brudgom, som han faktisk ikke kunne lide) at kigge på mulighederne for at tjene penge på gambling i Nevada.
Michael får sneget sig ind på kalkulerende og kløgtig vis. Det var en besværlig balancegang, og venner og fjender er svære at skelne fra hverandre. Men han klarer den.
For ja - han har store problemer: Hans capo i New York er ved at lægge sig ud med Hyman Roth, som Michael klogeligt ikke vil lægge sig ud med.
Han sætter derfor en plan i værk - for at undgå, at Capoen (Petangeli) lægger sig ud med capoerne for Roth, siger han, at han vil tage sig af Roth, og han derfor bliver nødt til at samarbejde med dem midlertidigt.
Planen ligger Michael meget på sinde, da han bliver forsøgt myrdet samme aften, som capoen Petangeli beder om lov til at lægge sig ud med Roths mænd. Og han ved, at nogen, der står ham nær er ansvarlig, og at dette er blodigt alvor.
Han rejser til Miami og mødes med Roth (som han formentligt allerede der mistænker) og fortæller, at han vil tage sig af Petangeli. Til Petangeli fortæller han så, at han vil tage sig af Roth.
Alt dette køber Michael tid og sparer ham for en primitiv krig.

Planen kikser. Men pga. en tilfældighed - Petangeli bliver forsøgt myrdet, og håndlangeren siger, det var Corleone.

På Cuba forsøger Michael at få Hyman Roth myrdet, da han finder ud af, at det var ham, der stod bag mordforsøget på sig.
Det mislykkes, men han finder også ud af, det var Fredo, der forræderen.
Michael står nu med en snedig mislykket plan, en capo, der vender sig mod ham (og formentlig derfor nye forretningsproblemer i New York, en mafioso på nakken (som han nu vil skulle gøre alt for at dræbe, selvom denne mafioso vil være sværere at dræbe end præsidenten - denne kan også diskuteres... For mafiosoen kan ikke få asyl nogle steder, da han er eftersøgt for svindel (og mord?.. Han er i princippet harmløs, men Michaels stolthed overtager her) og en bror, der har forrådt ham.

Hvad manglede der? Respekten. Det hele bunder i, at ingen af hans søskende (pånær Tom Hagen) respekterer ham. Og Michael lader sig krænke. Han har stoltheden, men han har ikke sin fars talent (eller mod på) at gøre tjenester ud af kærlighed. Han gør forretninger, og han bruger metoder og ikke sin personlighed til at vinde folk over med.
Efter Sonnys død kommer Connie kun krybende, fordi hun intet er uden sin familie, og nu kan Sonny ikke være der for hende og hendes ægteskaber er kuldsejlede.
Så Connie er det eneste, han har.

For Fredo... Ja, det hele understreges, da Michael (ret unødvendigt) slår Fredo ihjel. Det er konsekvenspolitik. På den måde kommer folk til ham af frygt for at lide samme skæbe som Fredo, men det har omvendt effekt. Det er begået ud af affekt og er ikke velovervejet.
Den kommer til at hænge på ham, så folk ikke stoler på hans oprigtighed, så der opstår en tøven med at slutte sig til familien.

Så han er blot en mand med nogle arvede capoer, to døde brødre og en nyttesløs søster.

Han ser nok sig selv i Vincent. En ung mand, der går egne veje, og som vil gøre alt for at få respekt. Men igen via vold og metoder.
Det bliver hans endelige undergang. Ingen familie kan holde til det i længden.

Så paradokset er, at det hele slutter, fordi kærligheden forsvinder ud af foretagendet.
Så der er paradoksalt nok mere kærlighed i mafia end i politik.
Men politik er trods alt stadig mere demokratisk (i visse stater vel at mærke) og mindre voldeligt (igen med forbehold)...
Men det dragende er stadig, at glemmer man kærligheden, mister man også magt og indflydelse.

Licensen, Jensen

Hin dag var jeg hovmodig, og afslørede, at jeg af politisk holdning ikke ville betale licens.

Knap gik der timer, før det bankede på døren. En venlig mand præsenterede sig, og sagde, han var fra DR.

Fluks - hovmodig igen - tænkte jeg, at nu var mit projekt med at etablere et byliv i Århus da virkeligt gået for vidt, og at det ikke kunne passe.
Næste tanke var, at de havde opdaget, at jeg trods mit storforbrug af deres webtjeneste endnu ikke havde fået betalt.
Sidstnævnte blev udfaldet.

Problemet er måske ikke så meget min vilje. Den ville jeg kunne sætte mig ud over. Problemet er, at hvordan får studerende råd til det? Svar efterspørges.

Og det andet problem: Ja, jeg bruger dr.dk. Men sgu ikke nok til, at det løber op i et par tusinde kroner om året. Hvilken tv-kanal har ret til det?

Og lad mig slå det fast: Jeg elsker DR som institution, som bibliotek, som historisk højborg og kulturel formidler. Det er genialt. Og hvem ellers skulle sørger for nicher som deres arkiv, P2 og Dr2. Geniale kanaler og hjørner af samfundet.

Men få det nu lavet over skatten - og hvorfor?

Fordi skatten er indrettet efter, hvor meget man tjener. Hvordan skal folk på overførselsindkomst - lige fra SU til PhD (hø hø) fra førtidsfuskerpensionisten til Blinde Beathe, der ejer computer med internet, fordi hun vil lokke børnebørnene til at besøge sig noget oftere på 98 - få råd til de store engangsudgifter?
Jeg plæderer ikke for, at studerende skal have alt gratis. Men det er hypotetisk at studere uden internet og gå på universitetet uden at se DR2 - men i forvejen er der loft over, hvor meget man må tjene (og det er lavt sat, desværre), man er derfor bundet til ikke at må tjene mere, end hvad jeg får til 7000-8000 efter skat og før husleje; dertil kommer så forbrug af mad, tøj og mobil og internet og forsikring, og dertil skal man så lægge 175 kr. om måneden (som man ikke kan betale månedligt (ellers ville denne klagesang også være betydeligt kortere), fordi man har adgang til nettet.
Mens er man pensionist, ja, så slipper man med halvdelen?? Hvorfor?? Studerende er jo mere sandsynligt pga. studie afhængige af at kunne bruge nettet. Det giver jo ikke mening.

Og det er ikke fordi, jeg ikke vil betale store summer for en hypotetisk mulighed. Jeg elsker mine forsikringer, skønt de har aldrig været brugt.

Men lægger man nu institutionen over skattebilletten (og ja, studerende som mig betaler både deres SU + lidt til over skatten (og suen tilbage, fordi jeg har betalt for meget i SKAT, FIKS DET, KRISTAN JENSEN!) - så jeg har vist været en god forretning), så er man ude over problemet med klagefugle som mig.

Så tag dig af licensen, Jensen - og lad den progressive skat (eller den flade for den sags skyld) afgøre, hvem der skal bære de tungeste byrder. Ellers tag pengene fra de gamle. De har ikke tid til at bruge ældrechecken eller de store formuer, når de skal se haveprogrammer på DR.

Affaldsskakten er mit toiletbræt

Nu har det gået mig på så længe...

Affaldsskakten. Jeg bor i en opgang, hvor der en synder. Hun (da der, så vidt jeg ved, kun er kvindfolk på min etage) lader altid affaldsskakten stå åben.

Hvordan kan et køn, der slår så meget på tromme for, at brættet skal slås ned efter brug (uden nogen saglig grund) lade affaldsskakten stå åben, hvor både lugtgene og træk er grund?

Jeg fatter det ikke.

For hvad disse to hverdagssymboler gør, er, at de udstiller min og andres smålighed. Der er vel større problemer (omend de begge kategoriseres som skilsmissegrund - netop på grund af småligheden vel?) end, at de to ting er på deres plads? 50-øren på dankortet som vildt eksempel, eller situationen i Darfur måske?

Men det er sgu da netop også Darfurs skyld, at min smålighed sådan udstilles. For hvis de nu havde det bedre, ville jeg ikke straks skulle tænke på den humanitære katastrofe, hver gang jeg gik ud af døren og så den ligegyldige låge flagre og grine ad mig!

Derfor gør denne låge mig inddirekte til regeringsoprører på en del af de afrikanske landes vegne; jeg får lyst til at skrive til NATO-landene, om indsatsen i Afghanistans ikke snart bør øges (tag jer sammen Frankrig), og om Rusland rejser sig venligt eller fjendtligt mod NATO - og hvordan er tilstanden i Kina? Stormende frem på grund af eller trods af?

Luk nu bare den låge, for fanden, så disse problemer kan skubbes til side, de sultne børn får, hvad der bekommer dem, og så jeg ikke skal irriteres, fordi min smålige autisme pirres, og fordi det er en påmindelse om, at vi har det så skide godt, måske på trods, måske ikke. Bare for Guds skyld, luk den! Og for min!

Hvad laver Sørine i Debatten?

Lad det være sagt med det samme:

Jeg ser ikke X-Factor, og jeg har ikke i sinde at gøre det.

Det er lidt et paradoks, da jeg ikke mener, at et publikum skal gøre sig til dommer over, om en kunstner har solgt ud: Men jeg beundrede mere Blachman for, hvad han lavede tidligere. Og jeg har ingen forståelse for, hvad han laver nu.

Fordi: Han har kæmpet med blod, sved og tårer for at opnå den indsigt og udviklet sit talent til det, han bruger det til i dag - og hvad bruger han det til? Til at andre kan springe den kø over.
Det kan man da godt betragte som ædelt, og som kreationen af et springbræt, så næste generation kan komme til; det ligger også godt i tråd med, at 2.0-e verden, så alle kan vise, hvad de kan og har deres oase, og så kan folk besøge og vælge, hvad de vil have, og hvordan de vil have det.
Men det, vi får, er jo ikke formede kunstnere. Det er hvalpe, der ikke har eksperimenteret, ikke er formet af nogen proces, og som stadig vakler på deres ben, uden kunstneriske muskler, da de lige er kommet ud af et æg, som ikke var særligt udruget.

Er det god underholdning? Joh... Det er det vel. Det ser jeg ikke noget i vejen for at kalde det. Men jeg vil 5 gange hellere høre en plade skabt af en, der alligevel er så original, at han eller hun kom frem af sig selv, og har ramt en åre, der får mennesker til at sukkes, til at føle længsel eller ekstase. Hvor musikkens nerve er det, der har fået kunstneren til at udgive det og mennesker til at drages mod det.
Og det! besidder X-Factor langt fra. Det er Askepot-drømmen, der styrer det. Der er bare ikke meget Askepot over Martin eller Mohammed... Og jeg tvivler på, vi vil huske dem om 10 år. Men fred være med det, hvis vi gør. Jeg er bare ikke solgt.

Men jeg synes, debatten er spændende.
For det er kommet mig for øre, at X-Factor er godkendt som public service, fordi det er et kulturelt samlingspunkt. Sjældent har jeg da følt mig så ekskluderet. Jeg elsker da kultur... Men at kalde det kultur... Hm. Det er jo ikke specielt dansk. Tværtimod har 19 andre lande det også.
Musikken er da heller ikke kun dansk. Jovist kommer det da. Men arh... Den er vist også lidt søgt.
Favnende? Hm... Okay. Den favner da bredt. Men er det virkeligt nok?
Nuvel.. Lad gå. Folket vil jo have det. Jeg er bare ærgerlig over, at folk lever sig ind i det; for hvor lidt jeg end ønsker at lyde elitær, synes jeg, at folk har levet og åndet med noget bedre.
Poul Thomsen var populær... Og man lærte noget. Og ja - jeg vil sgu hellere samles med familien og se Poul Thomsen belære mig, frem for at høre en 15-årig være stjerne for en aften. Det kan han være i ungdomsklubben eller på sit fodboldhold. Ikke at jeg ikke under ham det... Men ingen har krav på at være nationens kæledægge for en aften. Dertil er det bare også for få pladser.
Min pointe med Poul Thomsen er, at underholdning ikke behøver at ramme laveste fællesnævner. Og falder nogle fra i svinget - æv bæv. Så se Tv-3 - de har ikke andet end sådan noget underholdning alligevel. De er skam sunket helt ned til 2900 Happiness.

Men når nu nogle gider at stille sig frem for at diskutere det her spørgsmål, så behøver de altså ikke være så elitære som Sørine Gotfredsen. Hvad forstand har hun på hverken musik, eller hvad folk bør?
Hendes argumenter får mig til at mindes Italien i '30erne. Magen til elitær tilgang til det. Hun sagde i forrige debatprogram om netop X-Factor - altså den første debat efter første omgang - at der var nogle med intellektuelt overskud, der burde sætte sig som mål at skabe intelligent underholdning.
Ja, selvfølgelig skal de bedst kvalificerede gøre det. Men det er nødvendigvis ikke dem, der har størst intellektuelt overskud. For det første er underholdning et flydende begreb. Visse folk finder jo Sandhedens Time på Tv-3 ganske underholdende. Og hverken skabere eller seere behøver intellektuelt overskud for at finde på konceptet, da det rokker ved en nerve i mennesket, som tryllebinder. Nogle har et naturligt talent for at finde på sådan noget her - og de gode ideer kommer altså ikke fra at kunne citere hverken Bibel, Mein Kampf eller kunne europæisk idéhistorie eller algoritmer. Jeg ved ikke, hvor Fru Gottfredsen har fået den idé fra. Og jeg synes, det ville være mere rart at vide, at det ikke er "de konservativt intellektuelle", de kulturradikale eller en tredjepart, der sidder på medierne eller sætter sig for at lave underholdning.
Nej, her er diversitet en tryghed, omend det muligvis vil føre X-Factor med sig.

I denne omgang dristede hun sig til at gøre sig til dommer over kvalitetsbegrebet.
Siden hvornår - igen må hun føle sig utroligt intellektuel - har en debat kunnet afgøres ved at fremhæve, diskutere eller i det hele taget referere til smag? Og ja - Sørine - der findes forskellig smag.
Nuvel - man kan være uenig i, om man synes, de synger godt. Men Sørine... Der stoler jeg dog mere på Blachman, end på dig, der har en kirkesanger som referenceramme. Og nej... Måske er X-Factor-kandidaterne ikke ligeså gode, som dem, der allerede findes på markedet - men igen... Du mener da vel ikke, du har mere forstand derpå i forhold til de mange, der lever af det her. Og det hører bare ikke hjemme i debatten om X-Factor. Der er så meget andet at tage fat på.
Hvis du nu bare holdt dig til, hvad Morten Albæk sagde: X-Factor er et program, der har ligegyldighed som dets epicenter, og man trænger bare til at være ærlig omkring det. Og det er der!, at kernen er. For der er ingen forskel på X-Factor og American Idol. Men sidstnævnte er slået noget mere beskedent op, og det kunne X-Factor godt trænge til ligeså vel. For hvad jeg nemlig! er allermest træt af: Både dr.dk og jp.dk har X-Factor nyheder alt, alt for højt oppe på dagsordenen - og hvad er argumentet for at have dem højt oppe på dagsordenen i forhold til Popstars, American Idol, British Idol, Burkina Faso Idol?

Og her skal jeg naturligvis skynde mig at sige, at Morten Albæk også fremhævede kvalitet. Men langt fra som noget kardinalpunkt.
Og jeg er da også enig. Men som jeg forstod det, er det, at man ikke finder sande helte, musikalske stjerner på denne måde, og at rammen dertil bare er for snæver og knofedtet for lidt.
Og der er jeg trods alt enig. Det er, hvad jeg skrev i indledningen.
Jeg selv mener, man godt må gå videnskabeligt og sagligt til værks ang. kvalitet. Men det får ingen indflydelse på X-Factor. For det første er der ikke tid nok, og for det andet får vi ikke anden musik ud af det. Popmusik er skabt til at ramme simple følelser og være så let forståeligt som en flad lussing eller en ordentlig brandert.

For skulle vi have kvalitet ind, skulle vi debattere, hvad Michael Jackson gjorde rigtigt, hvad Meshuggah gjorde for metal - Dream Theater hot eller snot - og om 12-tone-musikken stadig lever, om Metallica stadig er aktuelt, og hvor Radiohead hører til på det musikalske verdenskort? Alle fede debatter... Og debatter, hvor der er et kvalitetsaspekt, da det er kunstnere, man ikke kan betvivle har ramt eller andet. Og de kunstnere som X-Factor producerer trækker alle på den arv, som disse gutter har bragt med sig (og jeg har valgt nogle, som jeg endda ikke selv er særligt tosset med - men som har bibragt noget). De kommer ikke selv til at producere noget vigtigt, da de uden tvivl blot går i disse menneskers fodspor. Og derfor er jeg enig med Albæk.

Men Sørine... Fri mig da for din mening om sang. For de gør det sgu stadig godt. De er bare nogle kedelige bananer, der får for meget opmærksomhed uden for sendetid. Og det er en ærlig anklage, som du kunne have bragt med dig, frem for noget elitært vrøvl, der også ville gøre sig bedre, hvis ikke de var fremsagt i en hånlig tone fulgt af prædikater af andre som "naiv, uden føling for diverse ting", og hvad du ellers fylder din taletid med frem for argumenter.